2026 3.2 Generalforsamling, referat og beretning 2025

Skrevet af Lars Engraf. Sendt til Skattekisten

Aabenraa Kunst- og Musikforening Generalforsamling tirsdag den 3. Feb. 2026
kl. 19.30 Folkehjem, 6200 Aabenraa – i Kongesalen
Referat

Velkomst, ved formand Nina Buch Kjærhus, samt præsentation af aftenens oplægsholder:

Kunsthistoriker Julie Sophie Andersson. Foredrag om tre kunstnere i samtiden, som i deres værker tager udgangspunkt i naturen, ofte i ganske små detaljer. Astrid Myntekær arbejder med installation og skulptur, inspireret af bl.a. insekters liv, eksemplificeret ved kunstværket Insecare skabt af bl.a. kobber og lys, til udstilling på Gammel Strand Kbh. Signe Kleis inddrager naturens egne systemer og materialer, f.eks. vind og sand, i sine installationer, f.eks. videoværket Blown away. Hun skaber også lysværker, f.eks. udstilling til Køn Museum Århus. Monira Al Qadiri har hentet inspiration i formen af petrokemiske molekyler – og oliens iriserende farve og overflade - som bringes op i stor skala, f.eks. i installation Benzene Float, skabt til Arken Museum for samtidskunst.

Generalforsamling

  1. Valg af dirigent. Sven Brouer Seedorff vælges som dirigent.

Dirigenten konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet, med udsendelse af indkaldelse den 15. januar 2026.

  1. Bestyrelsens beretning. Formand Nina Buch Kjærhus aflægger beretning om foreningens aktiviteter. Dirigenten takker formanden for en fyldestgørende beretning, og spørger forsamlingen, om der er bemærkninger eller spørgsmål til beretningen? Ingen bemærkninger. Beretningen kan læses nedenfor.

  2. Aflæggelse af revideret regnskab 2025. v/Kasserer Torben Knage-Rasmussen. Ved årsskiftet 2025/2026 har foreningen 167 medlemskaber/231 personer. 27 nye medlemskaber i forgangne år. Foreningen har haft stor glæde af pulje i Musikkens År 2025 og Kulturelt Samråds pulje. Årets resultat: 12.768 kr. Bankkonto saldo: 108.306 kr. Dirigenten takker kassereren for gennemgangen, og spørger forsamlingen, om der er bemærkninger eller spørgsmål til regnskabet? Ingen bemærkninger.

  3. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår kontingent på 350 kr. for husstand og 200 kr. for personligt medlemskab. Generalforsamlingen vedtager enstemmigt kontingent.

  4. Indkomne forslag. Der er ikke indkommet forslag.

  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg: Nina Kjærhus og Claudia Zachariassen

– begge vælges for en 2-årig periode.

  1. Valg af 2 suppleanter. Ingemarie Larsen blev valgt.

  2. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Susanne Åberg og Britta Hæstrup genvælges for en 1- årig periode.

  3. Eventuelt. Ingen bemærkninger.

Dirigent takker for god afvikling af generalforsamlingen. Efterfølgende serveres kaffe og Brødtorte.

Lars Engraf og Torben Knage-Rasmussen præsenterer udvalget af billedkunst, keramik, bøger til bortlodning. Aftenens vinderlodder udtrækkes, blandt publikum i salen.

Tillykke til de heldige vindere, i bortlodning 2026:

Finn Dall, Fragment fra hegn, gouache på papir. – Karen Lund
Finn Dall, Morgendis i markhegn”. Litografi – Inge Ægidius
Flemming Jensen, Vase, keramik – Vita Hollænder Beck
Flemming Jensen, Lågkrukke, keramik – Karen Brande
Menno Fahl, Uden titel, Monotypie, 15x15 cm – Inga Hagen Christensen
Jesper H. Kristiansen Encore, blandform på træpanel – Allan Christensen
Inka Sigel, Naturens øjeblikke, Akryl på lærred+ syninger – Povl Petersen
Dan Tuesen, Marklandskab, olie på lærred – Hanne og Poul Jensen
Pernille Bejer, Grafik, uden titel – Lis Kroll
Annemette Heltoft, Billeangrebne nåletræer I og II, Fotogravure – Ann Helene Nissen
Mette Johnsen, Hoved, Keramik, 10x10 cm - Kirsten og Erik Hansen

Derudover blev der udloddet bøger, cd’er og krus.

Nina Kjærhus runder aftenen af, med invitation til næstkommende arrangementer, samt opfordring til at melde sig som udstillingshjælper i Påskeudstillingen. TAK for i aften!

Med venlig hilsen

Aabenraa Kunst-& Musikforening
Sign:    Nina Kjærhus, formand  og  og   Sven Brouer Seedorff, dirigent

Årsberetning 2025 for Aabenraa Kunst- og Musikforening.

Da vi mødtes for et år siden, handlede vores årsberetning for foreningen meget om, hvordan vi i vores lille nye bestyrelse fik startet arbejdet op og omformet arrangementerne, så nu blot 4 personer kunne klare opgaven. 

Nu står samme bestyrelse i vores 2. år og dermed et helt andet sted. Vi har i år haft overskud til at nytænke lidt og dermed har kunnet slå lidt mere ud med armene.

En vigtig medspiller i årets løb har været Aabenraa Kommunes udnævnelse af musikkens år. Vi har haft stor glæde af at søge midler herfra.

Netop vores arrangement i forbindelse med grænselandsudstillingen d.16. August kunne gøres ekstra festlig med midler fra musikkens år. Mange af jer var med, da vi efter foreningens rundvisninger i udstillingen sagde velkommen til musikduoen Askov og Andersen, der med violin og accordion spillede op til en aften i fodsporene på Jens Rosendahl og hans sange. Ja, der var endda midler til at vi kunne supplere duoen med den kendte sanger Helene Blum.

En glad aften i Farvernes Landskab, hvor vi talte 75 fremmødte 

 14 dage senere var vi igen klar med et musikarrangement støttet af musikkens år. Vi fik stillet 150 stole op i Marcussen Gård til en flot fejring af Carl Nielsens 160-års fødselsdag, hvor klassiske musikere var hentet til at spille for os i den særlige atmosfære i den gamle og stemningsfulde Gård. 

Mere musik var at hente til Bachs fødselsdagskoncert i Høje Kolstrup Kirke i samarbejde med Folkekirken Aabenraa. Dette års musikere var også professionelle musikere - denne gang fra Rubicon String Quartet. En dejlig eftermiddag i Høje Kolstrup kirke.

Vores årlige påskeudstilling i Hans Falcks hus var også flot besøgt. Mange kom og ikke mindst købte værker af keramikeren Flemming Jensen fra Lundsbjerg og malerier af Finn Dall fra Hoptrup. To spændende lokale kunstnere. 

Vi havde på påskeudstilllingen stor glæde af frivillige hjælpere til at passe udstillingen. Forhåbentlig er der nogle blandt jer her i dag, der igen har tid og lyst til at hjælpe en eftermiddag i påsken mellem kl.14 og kl 17. I må meget gerne henvende jer i dag.

 Noget nyt var vores arrangement på Brundlund Slot, hvor museumsinspektør Sally Schlosser og leder af kunstenheden Tine Blicher-Moritz meget inspirerende lavede et fyraftensarrangement til os om museets nyerhvervelser.

Året blev dog indledt med, at vi i januar hægtede os på Kommunens Franciska Clausen jubilæumsmarkering med en optakt af selveste komponisten til den kommende Opera om Franciska. Komponisten Bo Gunge førte os bag om dannelsen af et stort dramatisk kunstværk. Til dette arrangement var der dog kun ganske få. 

Måneden efter dvs i februar blev vi mødt af foredrag om romanen Franciska på Rønshoved Højskole. Forfatter og idehistoriker Agnete Braad satte punktum for foreningens særlige jubilæumsfokus på bysbarnet Franciska Clausen.

Med forårets komme tog vi til Vestslesvig for at høre mere om Hans-Jørgen Wegner, tønderdrengen, verdenskendt for sine designermøbler. Vi fik en ny form for byvandring i Tønder, nemlig en byvandring styret af de steder, hvor Wegner har fået sin inspiration fra. Vi så bl.a. hans Fødehjem foran kirken, hvor han har siddet og udtænkt de særlige Wegner lamper.

Fra Tønder gik turen videre lige syd for grænsen til Noldemuseet. Vi så nyombygningen af Noldes hus med al indmaden taget ud og omdannet til et moderne museum. Grunden til nyombygningen skyldes en stor donation af vist nok 15 store malerier. Dem skulle der også være plads til. Vi kunne herefter drage hjem fyldt med design og kunst.

Kort før sommerferien besluttede vi, at vi ville forenkle udsendelsen af medlemskort. Vi vurderede, at det var blevet for dyrt og for omstændeligt at få trykt medlemskortene. Vi har derfor, som I nok har bemærket, for første gang i august, sendt medlemskort ud via email, men har tilbudt at printe medlemskortet ud for dem, der havde brug for det. Udover at det sparer foreningen for penge, så sparer det også os i bestyrelsen for arbejde.

 I efteråret tog vi igen syd for grænsen på en tur til NordArt ved Rendsborg. Vi kørte sammen i bus og så moderne kunst i særklasse både ude i den store skulpturpark, men ikke mindst inden for i de store rustikke maskinhaller, hvor det gamle jernstøberi nu er omdannet til en flot baggrund for kunsten. En unik oplevelse, hvor folk strømmer til fra hele Tyskland for at få lov til at se verdenskunst med et særligt fokus på Asien. Vi er heldige at have denne store kunstscene i vores baghave, så hvis I ikke var med på turen og aldrig har været her, så vær klar. Det åbner igen til juni og frem til midt oktober.

 I november tilbød foreningen først foredrag om klassisk musik ved Søren Schausser og herefter igen et musikforedrag om Carl Nielsens musik ved højskolelærer Tim Pohle. Begge arrangementer var på Rønshoved Højskole.

Søren Schausser, der jo er landskendt fra den klassiske musikquiz øste meget engageret ud af sin store viden om den europæiske musikhistorie, mens Tim Pohle flot fulgte trop 3 uger senere med en musikalsk rejse med Danmarks største komponist Carl Nielsen.

 Carl Nielsen foredraget er en slags optakt til foreningens kommende besøg på Carl Nielsen museet i Odense. En tur, hvor vi deler ikke blot vores interesser for musikken, men også for kunsten gennem et besøg på Brandts Kunstmuseum. Vi tager jer med på kunst-og musiktur i Odense d. 25. April.

 Vi sluttede året ved for anden gang at lave en stemningsfuld julesangvandring i Aabenraas gader, hvorefter vi sluttede af indendøre på Brundlund Slot med mere sang og gløgg og æbleskiver. Vi kunne med fællessang i øret ønske hinanden glædelig jul.

 Vi er allerede godt i gang med at arrangere efterår 2026 og 2027. En af de nye tiltag bliver en rejse til Kassel - og se Documenta - Den her store udstilling af moderne kunst og samtidskunst, der finder sted hvert 5.år i Kassel i det nordlige Hessen i Tyskland. Den blev grundlagt af kunstneren, underviser og kurator Arnold Bode i 1955 som en del af Bundesgartenschau i Kassel. Rejsen planlægges i samarbejde med Haderslev Kunstforening 31.8.-3.9.2027.

 I vil også snart se, at vi laver et arrangement og dermed et samarbejde med Sct. Jørgens Kirke. Vi er i gang med at planlægge et musikforedrag, hvor vi drager nytte af deres orgel i kirkerummet. Et foredrag, der hedder: Kejser Nero, vikingetogter, verdenskrige og orgler - et foredrag om orglets kulturhistorie.

Hermed slutter min årsberetning. Et år med mange gode minder fra de 14 arrangementer, som det er blevet til og nye tiltag på vej.

Nina Kjærhus